Stress? - Nej tak... ikke mig... igen

Jeg har været sygemeldt med stress næsten siden jeg kom tilbage fra sommerferien.

Allerede efter to dage kunne jeg mærke symptomer, som jeg reagerede på, ved at ringe og få en aftale gennem arbejdets psykologordning. Men jeg ville bare lige have nogle råd og lidt støtte, så jeg kunne overvinde symptomerne og arbejde videre! Jeg ville i hvert fald ikke sygemeldes… så der gik to uger i alt før jeg var helt overbevist, og med opbakning fra psykolog, leder, AMR (arbejdsmiljø-repræsentant) og kæreste lod mig sygemelde… Så brugte jeg tre uger på rent faktisk at anerkende at jeg HAVDE fået stress… igen. For tredje gang.

Det var ikke let for mig, for jeg havde jo LOVET mig selv, at jeg ALDRIG skulle gå ned med det lort igen.Så jeg havde jo fejlet.

Efter jeg endelig overgav mig, har jeg brugt to uger på at slippe tanker om arbejde… endelig nu, efter snart fem uger væk, rumsterer arbejdet ikke i mit hoved 100 gange om dagen.. først nu giver det slip, og jeg sover uden at drømme om det, jeg er vågen uden at tænke på det, jeg kan snakke om det eller høre nyt fra søde kollega-venner, uden at det hænger ved mig resten af dagen, og uden lavinen begynder at rulle igen.

De sidste tre dage har jeg endelig fået lyst til at komme ud og gå… ud og bevæge mig, og det har tilført mig energi i stedet for at bruge af det.

Jeg kan godt mærke, at jeg stadig bliver træt på en hel anden måde end sædvanlig, når jeg er sammen med mennesker. Særligt hvis der er mange omkring mig. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt overvældet og udkørt, hvis jeg skal tage stilling til ting. Jeg kan mærke, der ikke skal så meget til at køre batteriet fladt. Men i det mindste føler jeg endelig ikke - efter fem uger- at jeg starter dagen med et fladt batteri. Ja.. med et ikke-eksisterende batteri, egentlig.

Jeg troede, at siden jeg havde fanget det tidligt, siden jeg ikke ligger og græder i min seng… så ville det gå hurtigt denne gang! Men…Sådan er det åbenbart ikke… for mig i hvert fald… Det er svært at erkende, at stress ikke har en formel, at på trods af de mange fælles kendetegn folk med stress har, så er deres forløb også helt forskelligt… For mig betyder det, at selvom jeg har 'taget det i opløbet', så er mit nervesystem, mit filter mod verden, meget mere tyndslidt, og tager mere tid at reparere, fordi det er tredje gang, det skal repareres.

Det betyder også, at jeg skal være langt bedre til i fremtiden ikke bare at se efter mine egne tegn og symptomer på stress, men også skal have lært at se på mine omgivelser, på de strukturelle rammer på mit job, og spotte det, der kan køre mig over kanten.For det er ikke MIG, der er noget galt med (har min psykolog lært mig… jeg tror ikke helt på det endnu… meget lettere at slå sig selv i hovedet end andre), men det er mig, der kan sikre mig, at min hverdag er i balance.

Det kan jeg selvfølgelig kun gøre i samarbejde med fx min arbejdsplads og mine venner og min familie.Heldigvis har jeg gode kort på hånden på alle arenaer!

Så nu mangler jeg bare at blive mit eget bedste kort! Lettere sagt end gjort….. 

Så til jer derude… hav overbærenhed med dem I møder, der har stress. Og husk det kan se ud på mange måder. Husk DU kan opleve stress på mange måder, og hav også overbærenhed med dig selv, hvis du har det…!

Det er det sværeste af det hele…. synes jeg.- og hvis du møder mig, så vid, at jeg fremadrettet måske bliver endnu mere træls end jeg plejer ift lave aftaler langt ud i fremtiden, og at jeg vil huske at holde fast i min egen regel om IKKE at sige ja til det, jeg blev inviteret til først, men til det, jeg kan mærke min energi matcher, når begivenheden nærmer sig. Sådan passer jeg på mig selv!

Og så for øvrigt….. lad os snakke om det her… der er stadig kæmpe tabu om stress. Det hjælper ingen!!!! Spørg! Snak! Giv lyd!