top of page
shutterstock_146971178_edited.jpg

OM MIG...

Jeg  tror på, at livet skal være nemt. At vi kan tiltrække og skabe lige præcis dét, vi ønsker os, men at vores energi og overskud og humør nogle gange er blokeret i en sådan grad, at det bliver svært at holde fast i et positivt livssyn, og derfor også svært at skabe det liv, vi gerne vil have.

Jeg tror på alt mellem himmel og jord, - absolut også videnskaben, og for mig kan vi skabe de mest fantastiske resultater, når vi kombinerer den viden vi har. Derfor kan jeg også godt lide begrebet Komplementær Behandling frem for Alternativ behandling - da jeg netop ser en styrke i at kombinere  behandlingsformer frem for at erstatte noget med  noget andet.  Jeg tror, vi kommer længst med os selv og de problemer vi oplever - følelsesmæssige eller fysiske- hvis vi har en holistisk (helhedsorienteret) tilgang til dem!

Og jeg tror på at vores tanker kan gøre en verden til forskel - at vi dybt indeni er blå som himlen, klare og rene og rolige og at de mange følelser vi oplever som svære at navigere i, er som skyer, der kun for en stund er på besøg på vores blå, blå himmel.

Vores tanker skaber skyerne, tordenvejret, regnen, mørket - eller fjerner det igen... men tanker kan være svære at styre, og her kommer bl.a. tankefeltterapien ofte mig til hjælp.

Min faglige baggrund

Uddannelse, kurser & færdigheder
  • 2023: NLP Practitioner v. Henriette Søvind - Neuro lingvistisk Coaching, redskaber og teknikker der højner handlekraft og afdækker drømme og ønsker

  • 2020+2022: Frihedsteknik v. Dorte Trønninge - udvalgte teknikker fra EMDR, traumeforløsende teknik

  • 2020: Kursus i chakra v. Dorte Trønninge - chakrenes sammenhæng med følelser og ubalancer i kroppen

  • 2020: Kursus i EFT til børn og Tegne-EFT v. Hanne Vinter - forløsning af underbevidste traumer vha. terapeutisk tegning og tapping

  • 2017-2018: Esoterisk kinesiologi v. Jarle Thamsen - Kinesiologisk test og holistiske redskaber, fx regressionsterapi

  • 2018: Callahan Tankefeltterapeut v. Hanne Nohr Sommer - Kinesiologisk armtest, TFT-behandling og behandling af toksiner

  • 2017: Grundkursus i Meta Sundhed  v. Hejlesen & Mygind - Kroppens fysiske symptomer i sammenhæng med følelsesmæssige traumer

  • 2014+2016: EFT terapeut v. Hejlesen & Mygind - Emotionel frihedsteknik /EFT, Matrix behandling og hjemmebehandling

  • 2013-2016: Kandidat i almen pædagogik/ Cand.mag.pæd v. SDU - Forskningsbaseret teori og praksis om læring, pædagogik og undervisning. Specialeopgave: Tapping og meditation som værktøj i folkeskolen.

  • 2009-2012: Bachelor i Sundhedsformidling v. UC SYD - Et bredt, positivt sundhedsperspektiv med fokus på styrker og trivsel

  • 2007: Coaching, Axcept Coaching - Samtaleteknikker og kognitive redskaber til afdækning af personlige drømme og problematikker

  • 1994-2009: Frisør - Selvstændig/ underviser på teknisk skole/ tekniker hos IDhair og underviser ved efteruddannelse, shows mm.

Min faglige bagrund

Med min akademiske baggrund, er det vigtigt for mig, at de redskaber jeg bruger, hviler på et testet grundlag, og samtidig ved jeg også, fra mine mange år i praksis, at nogle ting bare virker, også selvom vi ikke lige kan måle det, eller måske endda helt forstå hvorfor.

På den måde har jeg både ét ben solidt i mulden samtidig med, at jeg har hovedet i stjernerne og en stærk tro på min mavefornemmelse og sjæls kalden.

Jeg er født i 1974 og har to skønne nærmest voksne børn (De er i hvert fald flyttet hjemmefra og ville selv sige de er voksne! - og det ville jeg for øvrigt også i deres alder) - en dreng og en pige, som er vokset op til stærke, sjove, omsorgsfulde og kloge mennesker. Jeg er ikke altid sikker på, jeg kan tage æren for det - måske skal de bare have æren selv. Og så har jeg et lille hunde-barnebarn, som man kan se i billederne ovenfor :-)

Man skal jo starte et sted!!
Min dejlige kæreste har to dejlige børn, der stadig bor hjemme, så jeg får lov at have lidt familiefølelse der, når jeg savner mine egne børns barndom for meget. Det er dejligt!! Og de lever virkelig op til termen "BONUSbørn"! Vi bor ikke sammen, men nyder at dele tiden med både sofa, brætspil og gåture.


Jeg har på en eller anden måde arbejdet med mennesker altid. Min karriere startede som frisør, hvor jeg både har undervist andre frisører, undervist på teknisk skole og haft min egen salon med 4 ansatte. Herefter begyndte en rejse med nye uddannelser, der bl.a. gav mig fem år som konsulent på Center for Undervisningsmidler, hvor jeg lavede sundhedsundervisning til folkeskolen for både lærere og elever, og hvor jeg lavede rygestopforløb med unge under 18 år.

Jeg har arbejdet som støttepædagogisk vejleder med unge på Aarhus TECH (Teknisk skole), hvor jeg nu er deltidsansat som projektleder på en række projekter, der har fokus på elevtrivsel på erhvervsuddannelsen.

Efter en lang vandretur på Camino Del Norte i sommeren 2022, havde jeg brug for at lukke ned for behandlinger og bare fokusere på mit dag-job på skolen. Det var den helt rigtige beslutning, da de kommende to år bød på en lang række begivenheder, der kulminerede i en sygemelding med stress.

Vel på den anden side, kalder det nu på mig igen for at hjælpe andre med at få mere overskud, finde deres særlige vej på livets rejse og forløse nogle af de traumer, begivenheder, overbevisninger mm. der blokerer for dette!

​​

shutterstock_146971178_edited.jpg

Min personlige historie

Lige siden jeg var helt ung og læste Louse Hay´s Helbred Dit Liv, har jeg interesseret mig for krop-sind-ånd kombinationen. Og har gennem tiderne prøvet mange ting, der på hver deres måde har givet mening for mig: Auralæsning, horoskoper, clairvoyante osv. På et tidspunkt arbejdede jeg som personlig hjælper for en skøn mand, Lars, der havde sygdommen ALS, og sammen læste vi en masse bøger om andre komplementære behandlingsformer og værktøjer fx. numerologi, kinesiologi og tapping.

Først da jeg i starten af 2014 oplevede en kæmpe livskrise, fordi min daværende kæreste og samlever, uden mit vidende, var kommet ud i et heroinmisbrug, der kom til at koste både vores forhold, min bolig, min bil og satte alvorlige skår i min oplevelse af at være en god mor for mine børn, fik jeg for alvor gang i at bruge tapping som redskab. Tankefeltterapien blev min redning i det rædsels-scenarie jeg pludselig stod i.

Et års tid forinden havde jeg læst lidt om Tapping og da hele verden ramlede, begyndte jeg at bruge teknikken.

Når jeg begyndte at "banke", gik der sjældent mere end 4-5 minutter før de voldsomme grådanfald stilnede af... jeg fik ro, kunne være i mig selv, tankerne stoppede med at køre i ring og min sorg tog af.


Samme sommer deltog jeg på et grundkursus i teknikken, for at lære mere.

                                

Herefter tog jeg hele uddannelsen til EFT-behandler og derefter uddannelsen i den originale Callahan Tankefeltterapi (TFT), hvor man lærer at teste kinesiologisk.

Noget af det, Tapping har hjulpet mig med, er at bearbejde skyldfølelse ifm. skilsmisse; oplevelsen af at svigte mine børn; stress, depression og udbrændthed; voldsomme svigt fra 3 forskellige kærester (Pludselig ghosting efter 2 år;  misbrugeren, som satte mig i kæmpe gæld og så ham, der skulle vise sig at kunne jonglere hele 4 kærester på en gang gennem mere end et år, uden at nogen af os kendte til de andre.)

 

Men også følelsen af at være forladt, bl.a. af de tre kærester, men også som barn af en far, der havde sine egne problemer og ikke kunne finde en bedre udvej. Modstand mod penge - "kan man være rigtig spirituel og givende, hvis man også har penge?" og "Folk med penge er griske og kyniske og tænker kun på sig selv" var nogle af de gamle overbevisninger, jeg skulle kæmpe med.

Og troen på mig selv - selvværd, selvtillid... og selvkærlighed. At komme af med mit Imposter-syndrome ("Om lidt opdager de, at jeg ingenting kan!!")

Kort sagt at være mit eget bedste menneske - at tage mig kærligt af mig selv!

Har jeg så lært det hele? Er jeg nu uden ubalancer og i fuldkommen sjælelig ro?

Er jeg altid rummelig overfor alle og flyder livet let altid?

Nej. Sådan er det ikke...

 

Heldigvis måske. For det er jo en spændende rejse at lære og udvikle sig. Og selvom jeg er kommet LANGT, og selvom jeg er et helt andet sted, i en hel anden ro og med en hel anden glæde ved livet, min familie, mine venner og ikke mindst ved mig selv... ja, så er der altid nye lag, der dukker op. Nye facetter af gamle ting fra bagagen, som jeg bliver klogere på, når jeg dykker ned i dem...

Senest har jeg måttet tage en omgang med stress igen, der dukkede op som resultat af flere store livsbegivenheder og et lidt for stort arbejdspress - og selvfølgelig en lang periode hvor jeg ikke havde lyttet til mig selv.

Så jo, jeg kan stadig lære noget og udvikle mig. Jeg er som dig et helt almindeligt menneske!

Og tapping-teknikkerne har været de MEST effektive redskaber, jeg er stødt på endnu, til at hjælpe mig gennem og over de store dyk i livet, så jeg kunne komme videre og få mere glæde, balance og trivsel i mit liv.

Samtidig ser jeg klart, hvordan mit livs udfordringer med stress, mænd, utroskab, en krøllet livsvej, at være single og skilsmissemor har været store gaver, der har lært mig meget om overbærenhed, rummelighed og  kærlighed, og har gjort mig til et både større og et mere ydmygt menneske, end jeg havde været foruden.

​​​

Min overbevisning og mit ønske er, at ingen skal havde det sværere end nødvendigt - og teknikkerne i bl.a. tankefeltterapi har vist sig at være et helt fantastisk middel i rejsen mod det gode liv! Og alle kan have gavn af det - børn, unge og gamle - mænd, kvinder og alt der i mellem!

Min personlige baggrund
Kontakt

SMS 31 61 22 24​​​​​​​​

  • Facebook

Rikkestasja Johannsen
Hinnerup v.  Aarhus

© 2019 by Rikkestasja Johannsen

bottom of page