På rette vej? - Livet med stress

På rette vej?? Det håber man jo altid.

Her kommer lidt flere tanker og oplevelser fra livet efter stress… eller livet MED stress om man vil….

For det kan ikke blive det samme igen som før, og selvom der en dag kommer en hverdag, hvor jeg ikke sådan tænker over det mere (forhåbenligt), så er der jo en masse vaner om at passe på mig selv, og om at mærke efter HVER GANG, jeg laver aftaler osv, som skal trænes og som skal blive en fast del af min hverdag, hvis jeg skal sikre mig IKKE at gå ned med stress igen.

For næste gang tror jeg simpelthen ikke, jeg vil kunne komme op igen uden store mén.

Så der skal helst ikke komme en næste gang!

Lige nu er jeg kommet helt op på 26 ud af mine normale 32 timer igen, og det går godt!

Det er okay at være afsted i 26 timer om ugen og det er okay, at alt ikke er helt så fast som i starten.

Det er stadig hårdt, når der sker for meget på en gang, og det er hårdt at have et socialt liv ved siden af arbejdet…. Weekender med for mange planer (som der jo nogle gange bare er, fordi ting har det med at samle sig), dræner mig hurtigt og giver efterdønninger i energiniveauet ugen efter.

Så skal jeg så opgive mit privatliv, for at kunne yde tilstrækkeligt på arbejdet?

Man skal jo tilbage igen. Og yde sin tørn.

Det er jo det, man arbejder frem mod?

At komme tilbage på sit arbejde er ligesom målestokken for helbredelsen.

Det er lidt absurd, men det er virkelig svært her på sidste etape, ikke at skubbe det private i baggrunden, for at kunne imødekomme den plan, der er lagt og de forventninger en arbejdsplads har om tilbagevenden.

Og bare lige for endnu engang at understrege det, så har jeg en virkelig god chef og arbejdsplads, som i mit tilfælde har været en kæmpe hjælp i det her tilbage-venden-forløb.

Og alligevel er det svært, fordi der er en usagt forventning, ikke nødvendigvis bare fra ens arbejdsplads, men fra samfundet generelt og sandelig også fra en selv om at det er dét, man skal vende tilbage til… jobbet…. Som man var før…

Det er dét, vi tæller ned til.

Ikke at privatlivet kan fungere som før…

- hvilket ellers også kunne være rart, da det jo, til trods for min glæde ved mit job, også er der, jeg samler energi og overskud … i mit privatliv.

I hyggestunder med venner, til sammenkomster med familien, ture på café med veninder, gør det selv projekter i hjemmet, havearbejde, biografture, spontane middage og meget mere…

Men alt det kan jeg ikke i samme udstrækning som før.

Og endnu mindre fordi jeg sikrer mig, at der i hvert fald er energi nok til mine 26 timer på arbejdet.

Nu skal det jo retfærdigvis siges, at jeg havde rigelig travlt i privaten FØR jeg gik ned med stress, og den her sygemelding, som i den grad slog benene væk under mig, handlede BÅDE om arbejdsliv og opgaver og om privatliv og hændelser gennem de sidste år op til.

Så der skal OGSÅ skrues ned i privaten… det er en balance på begge fronter der er brug for, så det er også helt okay, at det ikke bliver som før efter arbejdstid.

Men det er SVÆRT! Det er svært at finde den balance, fordi det er mest acceptabelt, at jeg holder fokus på arbejdsdelen.

Og jeg tror faktisk jeg vil bruge ordet ‘man’ her…

Det er mest acceptabelt at man holder fokus på arbejdsdelen, når man skal tilbage på jobbet igen efter en stress sygemelding.

For det er en generel tendens, hvilket gør det så meget sværere for den enkelte at navigere i.

Og så tilbage til det med aldrig at blive den samme igen.

Og en anden udfordring ved arbejdet.

-og ens (min) selvtillid …

Min hjerne har mistet nogle forbindelser… som om nogle ledninger ikke er sat rigtigt i igen efter at de har været taget ud…

Jeg havde, da det var værst, meget svært ved at huske ord.

Jeg byttede rundt på ord uden at opdage det. Sagde fx pude i stedet for tandbørste og den slags.

Det kommer lidt nogle gange stadigvæk, hvis jeg bliver træt eller presset.

Men som en lidt mere kronisk ting (endnu i hvert fald…. Lad os håbe det ændre sig!) så glemmer jeg ord.

De mest simple og normale ord bliver væk for mig.

Inde i mit hoved ved jeg præcis hvad jeg vil sige, men ud af min mund kommer…. Øhhhhhh….. hmmmm…. Ehmmmm…. Og jeg må spørge eller prøve og forklare…

Det er SINDSSYGT træls!

Jeg føler, at jeg lyder som en imbicil klaphat, når jeg skal tale om noget fagligt eller forklare noget til nogen på mit arbejde.

Jeg hader ikke at kunne finde mine ord!!!

Ord er jo MIT kærlighedssprog, i alle henseender…. Jeg elsker ord… og nu kan jeg ikke finde dem…. De smuldrer på vejen ud gennem mit hoved og ud af min mund… Det lød så klogt - som Peter Plys siger - inde i mit hoved….

Hvornår holder det op?

Det ved jeg ikke.

Og er man så egentlig rask igen? Når sådan noget ikke funker?

Åh, det stress…. Det tager sin tid. Og man kan ikke hoppe over hvor gærdet er lavest.

Der er ingen genvej, og heller ikke en vej udenom. Der er kun igennem.

Det bliver bedre. Hele tiden. Men langsomt. - men trods alt... bedre (… men laaaaangsomt )

Og tålmodigheden slipper ofte op.

Så kyler jeg imaginære ting ind i væggen, og skriger af det hele…. Og prøver at gøre det hele normalt, ved at leve som jeg gjorde, og se om jeg kan skynde mig bare lidt mere… indtil jeg opdager, at det jo kun gør tingene værre  .. og så tilbage og lede efter min tålmodighed, der hvor jeg smed den i raseri….

Og så trækker jeg vejret, samler op og går de næste skridt.

Og tak for alle jer, der så tålmodigt går med mig!

Alle jer, hvis fødselsdage, hyggeaftener, middage, gåture og snakke jeg aflyser, forkorter, udsætter… tak fordi I gør det uden at stille spørgsmål og uden at blive sure!

Og særlig tak til jer, der lige nu bærer over med dét, der mest af alt føles som en ammehjerne i tredje potens, når jeg ikke kan formulere noget sammenhængende fornuft!