Dagbog Tour de Djurs #1

For ca to år siden gik min søster og jeg første etape af Djurs rundt - i vandkanten. Planen er at gå så tæt på vandet som muligt, hele Djursland rundt. Fra Randers til Aarhus.

Vi gik en weekend, og så fik hun nyt job, der betød hun var ude at rejse meget, og jeg fik en kæreste, der betød at jeg havde andre ting at lave i weekenderne... Så Djurs venter stadig på os... Men efter 8 måneders stress, fandt jeg endelig lysten til at komme afsted igen - så det gjorde jeg.

Og her er lidt vandretanker fra en etape... Resten venter stadig - men det skal nok komme.

Hvis jeg har lært noget som helst af det stress, så er det, at ting ikke behøver forceres - det kommer når det kommer. Mañana, mañana.

d. 19. april 2024

Så sidder jeg her.. ved et shelter ved en lille sø, og om lidt pakker jeg mit sovegrej ud og så finder jeg maden frem….

Det er virkelig længe siden jeg har været på tur, og det kan mærkes i benene! Men til gengæld kan det også mærkes i hovedet, hvor godt det er til mig!!

Aldrig mere stress (håber vi) og det her er i hvert fald en del af kuren… men det er faktisk først NU - 8 mdr senere, at jeg har overskuddet til det… det er vildt nok… Så bare fordi noget er godt og sundt, er det ikke sikkert det er godt og sundt der hvor du er lige nu… husk det (- også til mig selv!)

Jeg er i dag startet ved Bønnerup, hvor Line og mig var nået til, på den nu efterhånden noget langstrakte tour de Djurs!

Men hun strækker ben et andet sted i landet med andet godt selskab, så jeg går alene denne gang. Og det er bare rigtig fint… For så kan jeg nemlig gå i mit helt eget tempo… og man kunne jo tro det er let, når man bare er sig selv, men det kan såmen være svært nok at geare lidt ned - også i eget selskab.

Og så er det altså som om kroppen tror den skal fare afsted når den bliver mødt at flot blå himmel, sol, vind, fuglefløjt

Der var både skibsvrag, hvide strande, stille vand og en brandslukker i dag  Hvad mon i morgen bringer?

D. 20. april 2024

Så i dag på Tour de Djurs, startede jeg med at gå ad en lille sti i skoven, og pludselig lå der et slot!

Det var så Sostrup Slot, tidligere kloster. Meget meget smukt!! Med Maria Hjerte Kirken….

 Således opløftet over den gode start, videre mod vandet, og der var langt syntes jeg, men benene fandt en rytme.

Måtte party crashe en barnedåb i eg forsamlingshus, for at låne et toilet, men det tog de meget pænt, og bagefter pausede jeg i et shelter på legepladsen overfor og lagde planer for overnatning.

Det skulle jo være en vandkantstur, men man kan desværre ikke gå helt tæt på de smukke klinter herude, og Grenå by trækker ikke så meget i mig… så nu blev valget at gå en bue inden om Grenå og det er bare godt, for det ser ud til at jeg undgår det regn der ellers er lovet.

På vej herud til mit valgte shelter, mødte jeg en traktor, der lige måtte stoppe op og snakke lidt… Ja, det var så en noget forstokket bondemand, der sad i traktoren, og han hed Henrik.

Jeg synes nu ikke han virkede meget forstokket, men det sagde han, at han var. Og folk ved jo bedst selv!

Han hoppede ned, og overraskede noget ved at have solgule shorts på med store blomster - lige så beskidte som resten af arbejdstøjet - for han arbejdede jo. 

Og så kom Mona kørende i sin bil, og hende fik vi også en snak med… og vi hilste lige med hånden på en ældre herre i en anden traktor, han var 80 og hans gård kan man købe for 84 mio kroner… siger Henrik… jeg talte lige småpengene i min lomme og besluttede at jeg ikke havde råd.

  - man skulle bo på Djurs

Henrik sagde, at jeg skulle slå et smut omkring en gravhøj, der lå lidt længere fremme, så det gjorde jeg, og nød udsigten over vandet fra Bønnerup til Grenå fra toppen af Tyvhøj.

Kun de sidste 100 meter op til kirken og dermed mit shelter fik jeg en bitte smule vand.. det er holdt igen, og det ser ud til at klare op…. Men det er sgu lidt koldt….

Heldigvis er der besøg på vej af kæreste og børn, der både medbringer mad og ekstra uld

D. 21. april 2024

I dag blev planerne ændret, både for hvor langt jeg ville gå, og hvor jeg ville gå hen, og det var sjovt at tænke på, at hvis jeg havde lagt meget faste planer i går aftes, så havde dagen set helt anderledes ud.

Kæreste og børn medbaragte både McD og uldtrøje i går, så jeg havde det lunt og godt i nat, men til gengæld har jeg gjort et eller andet med min skulder, så den gjorde vildt ondt hele natten. Vågnede 100 gange og kunne ikke finde ro…. Men altså… hvad kan vi forvente af en lidt forsømt næsten 50-årig krop, der lige pludselig skal tæskes i gang med vandring, stave og 8-9 kg på ryggen?

Uanset hvad, efter det der føltes som 30 timers nat, så kom morgenen, og der var sol og det var smukt på Djursland igen!

Det var en lille 5 km-tur ind til Grenå, hvor jeg sad lidt ved åen og snakkede med folk der gik forbi. Og tænkte over hvor meget pres jeg (og ‘man’ tror jeg også) lægger på mig selv ift ting jeg laver.

Altså ift hvad jeg synes, jeg skal opnå og hvor hurtigt… på alle mulige måder…

Fx nu det her vandretur.

Jeg havde tænkt, jeg ville gå både fredag, lørdag, søndag og mandag. Og havde tænkt at ca 18-20 km kunne jeg godt gå hver dag. Det er jo ingenting… tænkte jeg…

Og samtidig glemte jeg, at jeg er mega meget ude af form, og at jeg også skulle bære den rygsæk… og at jeg kunne få ondt et sted, og at det kunne være for koldt… eller at jeg kunne få lyst til at lave det om undervejs!!!

Men mest af alt glemte jeg: AT DET VAR SKIDE LIGE MEGET!

Når jeg deler de her ting, både om stress og om Vandreture osv handler det rigtig meget om mig selv. At huske hvordan den her proces har været, og at huske mig selv på nogle af de ting, der gå op for mig undervejs.

Og i dag gik det op for mig (eller jeg fik lige øje på det igen - fordi jeg ved det jo godt ), at lige meget hvad jeg laver om, hvor meget planerne ændrer sig, hvor lidt eller meget jeg gør af noget og i hvilket tempo… så er det bare SÅ fint! Lige som det skal være!

Og JEG er god nok, sej nok, alt muligt nok, alene fordi jeg bare er her  … og det er vi alle sammen…

Så jeg sad på den bænk og nød vejret og vandet (og fik alt for meget sol i hovedet ), og var glad for min beslutning om at tage hjem.

Så nu venter næste etape Tour de Djurs fra Grenå næste gang.

Og jeg kom hjem og fik et bad og en lur og er nu næsten et helt menneske igen…

Nå ja - og så kom jeg forbi Grenå kirke, hvor en masse unge konfirmander sad inde i kirken, klar på resten af dagen og livet, og udenfor ventede transport på både den ene og den anden måde.. Både ladcykler med balloner og sportsbiler, der var poleret blanke til dagen. Det var så fint  - jeg ved godt hvad jeg ville vælge...