På vej gennem stress mod... hvad?

Der er gået 8 uger siden jeg gik hjem på en stress-sygemelding. De sidste tre uger har været bedre end de første fem. Så langt, så godt!

Det er en underlig tilstand at være i, sådan at gå herhjemme og egentlig have det godt, for så at mærke hvordan systemet ryster, når der fx kommer en besked i e-boks, eller jeg skal til møde på arbejdet om min sygemelding, eller jeg får en dosis arbejdssnak med en kollega i telefonen eller lignende.Eller hvis jeg fx sætter mig et mål om at komme ud og gå hver dag!

Alt hvad der ligner opgaver og ansvar, sætter alarmklokkerne i gang indeni mig.

Men ikke lige så meget nu, som for tre uger siden.

Billedet ovenfor er ikke ret kønt, men det er sådan jeg har levet livet de sidste par måneder. I en bølgegang af udmattethed, afslapning, grin, tomhed, overskud, ligegyldighed. Og forfra igen. Og på det seneste en smule initiativ, hvor jeg har haft lyst til at lave kreative ting i mit hjem.

Jeg har lavet en lampe. Jeg har købt et skrivebord og indrettet mig et kontor. Jeg har købt nyt spisebord, som jeg maler. Flytter lidt rundt. Læser om Feng Shui og indretter efter det. Og så går jeg død og ser noget Netflix igen.

Men det er fremskridt, siger min psykolog.

At have lyst til at lave noget, at skabe, og at kunne fordybe sig for en tid i noget, det er et sundt tegn. Siger hun.Og jeg må jo nok indrømme, at jeg tror hun har ret.

Men så rammer panikken!

Fremskridt! For betyder det så, at jeg skal på arbejde snart igen? Hvis jeg kan male et bord, kan jeg vel også arbejde? Og hvis jeg kan have besøg, så kan jeg vel også forholde mig til kollegaer?

Og alle alarmer sætter i gang, og skriger, at det kan jeg ikke.Min fornuft (og psykolog, og mange andre) siger "nej, nej.. Fremskridt er bare fremskridt! Fremskridt er godt!... På et TIDSPUNKT kan du igen!", men den sindssyge stress-hjerne har lyst til at løbe ind i sengen og gemme sig... og føler sig presset af sit eget fremskridt.

Det er fuldstændig ravende sindssygt!

Og jeg VED godt, det bare er fordi, jeg ikke er klar ENDNU. Og jeg VED godt, at jeg har det bedre nu, end for 4 uger siden. Og jeg ved også, at dagen kommer, hvor jeg faktisk har LYST igen... Men det er der ikke endnu, og det er som om min krop og hjerne ikke kan forstå forskellen på "engang i fremtiden" og "lige nu". Og det er et underligt og surrealistisk mentalt sted at befinde sig - hvor et eller andet fragment af hjernen sagtens kan FORSTÅ, at jeg er i et forløb, og at jeg vil komme til at føle noget andet på et tidspunkt - måske endda inden længe... og samtidig er der en slags umulig treårig indeni resten af hjernen og kroppen, der kæmper og fægter med arme og ben for at undslippe i vild panik.- og som for øvrigt OVERHOVEDET ikke lytter til logik.

Så jeg er bare stadig midt i det... men hvor er jeg på vej hen?

Hvad er det for en "mig", der kommer ud af det her? Er det den samme, som bare bliver (forhåbentlig) lidt bedre til at sige ja og nej på rette tidspunkter, lidt bedre til at mærke mig selv og opdage uhensigtsmæssige rammer?Eller er det en ny mig, som skal i en anden retning?Og er det overhovedet til at sige, mens man står midt i sådan en omgang her? Den hjerne har jo allerede vist sig højst upålidelig mange gange, de sidst 7-8 uger. Og vel i virkeligheden det sidste år.

Så hvor er jeg på vej hen.... Jeg ved det ikke.Jeg ved ikke hvad der skal ske - for min hjerne kan ikke regne den ud. Den kan ikke regne noget som helst ud lige nu. Men jeg ved... jeg VED, at ligegyldig hvad, så kommer jeg ud i en ny, bedre, stærkere, sejere mere autentisk version. Det ved jeg.

Hvorfor?

Fordi sådan er det altid.Jeg lærer noget at ALT, jeg oplever. Af alt jeg går igennem. Og jeg kommer altid op igen, når jeg ligger ned. Det er det eneste jeg ved, og det eneste, min krop og hjerne er enige om.

Tak fordi du læser med. Vi skal snakke om stress! Vi skal stoppe tabuet!