Stress has left the building - eller ikke...

I denne uge er jeg begyndt på arbejde igen. Efter 17 ugers sygemelding.

Folk har spurgt mig: Er du så klar til det?Og svaret er nej. “Nej jeg er ikke klar”. Men også “Nej, jeg aner ikke OM jeg er klar” eller “om jeg bliver klar” Stress er en forbandet bøvlet følgesvend…  som man ikke altid lige kan se, og slet ikke her på returdelen…

Jeg troede lige, jeg var klar. Eller sådan lidt klar… Klar til at blive klar… Og så blev min ven dræbt, og verden faldt HELT sammen. Uger er forsvundet fra min bevidsthed og alle følelser af at kunne stå oprejst er igen væk. Men planen om at starte var jo lavet, og en måned senere, følte jeg et vist pres for at skulle sætte planen i værk igen.

Det er slet ikke sikkert, at der var et pres. Måske lå det hos mig selv. Jeg kan ærligt ikke sige det. Og måske er det okay at blive presset en smule, men jeg må indrømme, at det har betydet, at jeg MEGET let kommer til at føle mig presset i andre situationer, og at det skaber kommunikationsbrister, træthed - endda udmattethed, uro og den der uforklarelige nedtrykthed, der kommer og går, og som er så uvant for mig.

Så er jeg klar?

Jeg ved det ikke.Jeg ved, at jeg har det bedre end før, at jeg har mere energi og mere lyst til forskellige ting. Jeg kan overskue flere mennesker, men bedst hvis jeg ved, jeg kan gå min vej, når jeg vil.Jeg ved også, at jeg har lyst til, at det skal blive normalt igen. Og at jeg har timer, øjeblikke, dage hist og pist, hvor det - jeg - føles normal. Men det afhænger stadig af, at der er tid til at hvile, lave ingenting, trække mig. Så jeg bliver bekymret for, om der vil være plads til det, når jeg nu skal starte op igen.

Min første dag gik godt… tror jeg. Jeg græd kun to eller tre gange. Første gang gik jeg ud på toilettet for at få tårerne væk, fordi jeg ikke ville have, at alle skulle se, hvor usikker jeg følte mig. Hvor lille og hvor forkert og inkompetent jeg var. Men jeg stod derude, og så mig selv i spejlet og tænkte “De her mennesker kender dig, og kan lide dig… og du kan lide dem. De kan tåle det… Og det kan du også. Det går ikke væk… bare vær i det!”

Og så gik jeg ind igen, og sagde det i stedet højt… “Jeg er sådan en med lidt tynd hud lige nu - jeg kommer nok til at græde igen!” Og… big surprise… det kunne de godt rumme… og jeg KOM til at græde igen.

Det var dejligt med flag og skilt på skærmen. Kendte ansigter, på trods af en ny matrikel.Og det bliver godt at skifte arbejdsmatrikel, tror jeg.Der er noget med at kunne få en frisk start i nye rammer af både mursten og kollegaer, som gør det nemmere for mig IKKE at springe tilbage i gamle mønstre. Håber jeg.For når alt kommer til alt, er en del af min stress jo også kommet af, at jeg ikke fik sat de nødvendige grænser, og det er forhåbentlig lettere her, hvor jeg ingen vaner har.Samtidig er det del af en strategi, der skal aflaste mig i form af en ny kollega i projekterne, og lidt gammelkendte opgaver som SPS (støtteperson) for en håndfuld elever igen… på sigt.  

“På sigt”

De to ord der både føles sikre og helt umådelig usikre. For hvad er det? Hvad er “På sigt”?

Min kontaktperson på kommunen har givet mig en folder… en pamflet (Jeg kan godt lide ordet pamflet), der fortæller om den gode opstart.Den startede med at slå fast, at de færreste føler sig klar til at starte, når de gør det. Så… Hurra! Midt i det hele er jeg åbenbart normal! Men hvordan filan ved man så, hvornår man føler sig tilpas ikke-klar til det???

Der er også skitseret en opstartsplan som i skemaform klarlægger, hvordan man kan trappe op, og med meget stort fokus på den langsomme opstart.Begge dele gav mig faktisk lidt ro. Og jeg kan mærke, at jeg har brug for en detaljeret plan for opstart. En redigerbar plan, som tillader mig at mærke mig selv, og allermest stopper panikken for at “på sigt” viser sig at være for hurtigt i tempoet.

Og sådan kom jeg pludselig til at holde af skemaer og planer!! Dét er dælme uventet.

Efter tre timer på kontoret var min hjerne blevet til grød, og min hals kriblede. Jeg fik de sidste krammere, og så tog jeg hjem.

Og så kriblede halsen endnu mere, og hosten startede og natten bragte vågne timer og lidt små-feber.I dag har jeg ligget i sengen hele dagen, og tænkt over hvor akavet det vil være at melde mig syg i morgen på min arbejdsdag nr. 2 efter 17 uger. Jeg tænker ikke, det bliver nødvendigt. Men selvfølgelig også pinligt at slæbe en halsbetændelse med til dem alle, hvis det er. Anyway, det er da skørt, at man efter 4 1/2 måned med følelsesmæssig og mental nedsmeltning skal starte op med en fysisk nedsmeltning også. Men om ikke andet sikrer det da en vis langsomhed hos stress-patienten her.

For har stress så left this building? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, det har antaget en ny form og at det er et led i en stadig lang proces, hvor jeg lærer mig selv og mine grænser at kende. Og hvor jeg lærer mig selv og andre at forstå, at bare fordi jeg har det godt i de tre timer, jeg er på arbejdet, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg kan mere lige nu. Der skal også være energi til tre gode timer hjemme i mit privatliv, og seks timeres aktivitet kræver stadig ro og hvile og prioriteringer… big time! Og det er SVÆRT!Derfor er de her skriv også del af min måde, at holde fast selv… men også en måde at bede om hjælp på. For det er ikke sikkert jeg har overskuddet til det lige i situationen! 

TAK fordi du nåede enden… tak fordi du læser med. Mit forløb er ikke sammenligneligt med alle andres. Nogle af følelserne er måske, andre ikke. Men fælles er, at det er svært at forklare og at vi snakker for lidt om det, fordi det er skamfuldt og svært, når ens arbejdsidentitet bliver taget fra en i denne kultur. Så husk at spørg. Og husk at giv plads. Kærlig og venlig omsorg og nysgerrighed gør aldrig skade.

<3