Når døden møder os i livet

Jeg har brug for at sætte ord på noget om liv og død. Om at sætte spor og om at bære nogens liv videre for dem. Det bliver måske rodet og langt, men døden er vi ikke ret gode til, og hvem siger for øvrigt også, at det behøver være så snorlige, når vi skal forholde os til svære ting?

For tre uger siden mistede jeg en af mine bedste venner. Han blev stukket ned af en ung, utilregnelig mand på gaden, på vej hjem fra byen omkring kl. 22 i en mellemstor dansk by i Jylland.

Ingen drama fra min vens side, han gik såmen bare der, og passede sig selv, og var forelsket og havde lige skrevet til sin kæreste, at han elskede hende. Og havde lige sagt til en ven, at han bare var træt, og ville smutte hjem.

En gennemsnitlig lørdag aften.

Og sådan lige med ét stoppede alt med at være gennemsnitligt og normalt. Sådan lige med ét stoppede et liv, og dermed stoppede også en masse andre menneskers liv for et kort øjeblik. Og for altid vil de være forskubbet fra den bane, de naturligt gled afsted i... som en planet, der roterer om solen og forrykkes lidt. Ubetydeligt for andre, der går forbi - fuldstændig livsændrende for dem, der står midt i det.

Grief is the last act of love we have to give to those we loved. Where there is deep grief, there was great love.

Og der er stor sorg. Og der var et stort chok, som hele første uge fyldte mig med... ingenting.

Jeg kunne intet mærke. Havde ingen fornemmelse for, hvad jeg havde brug for, hvem jeg havde brug for og hvor meget, jeg kunne holde til at tage ind, at gøre, at høre, at se.

En kæmpe tomhed tog bolig i mig, som om jeg kun bestod af en fysisk skal af tyk hud og intet andet. Indeni var det bare tomt. Og alligevel rummede jeg åbenbart uendelige mængder tårer, der uden varsel kunne vælte ud af mine øjne. Og uden varsel kunne slukke igen og vende tilbage til følelsen af tomhed.

Ustoppelige bølger af sorg, dyb og sort som en afgrund, væltede ind over mig og føltes som om de ville opsluge alt omkring mig. Så trak bølgen sig tilbage og efterlod tomheden og gentagne ord og tanker som "Det er ikke rigtigt" og "Det er ikke ham" indtil næste bølge kastede sig ind mod mig igen, med den ubarmhjertige vished om, at jeg aldrig skal se min ven igen. Aldrig mærke hans arme om mig og aldrig høre ham sige "I love you" når han går.

Men hvis døden skal have mening...

...så er livet nødt til at gå videre. Og i de tre uger, der nu er gået, har der været mange snakke om, hvordan Matts liv satte spor, og mange tanker om, hvordan jeg selv kan sætte spor med ham i hjertet.

Han var et stort menneske. På alle måder. Han vejede for meget og fyldte fysisk i landskabet, når han kom ind i et rum. Men han var endnu større indeni. Han havde sådan et lys omkring sig, som tiltrak alle. Han var en af dem, der husker folks navne og ansigter og sammenhænge, han kendte dem fra. Og som altid smilende, venligt, grinende ville hilse og måske få en øl med dig, hvis du mødte ham på Den engelske Pub, som var vores stamsted.

Han var lynende intelligent og havde et vid, der var uovertruffet. Han var skarp og vidende, men aldrig bedrevidende eller nedladende. Altid nysgerrig, interesseret og respektfuld. Og sjov. Vældig sarkastisk men aldrig ondsindet. Han var virkelig et stort menneske.

Han var også et menneske med stor kærlighed til sin familie og til os, der var heldige at være tætte venner. Heldige, fordi han havde SÅ mange venner og bekendte og relationer uden label. At han fandt tid til at være tæt med os, føltes altid som lidt af en ære. Og det ville han aldrig selv have erkendt, for ligesom os andre, havde han også dæmoner, sorger, mindreværdsfølelser og utallige udfordringer i livet, der gjorde det svært for ham selv at se, hvor meget han var elsket, og hvor berettiget det var.

Alle disse sider var svære for ham at dele, men vi delte dem alligevel... nogle af dem. Andre tror jeg, han bar meget alene. Og det til trods for, at han altid var villig til at hjælpe andre med at bære det, der var tungt for dem.

I dagene her efter hans død, har utallige skrevet hilsner på hans facebookvæg, og har dermed bevidnet hvor skønt et menneske han var. Og jeg tror, at nærmest alle, der kendte ham, på en eller anden måde, har lovet sig selv at bære en lille smule af Matt videre.

Jeg kom til at tænke på, at hvis det betyder, at hver eneste af os, der holdt af ham, bliver blot 1 eller 2% bedre udgaver af os selv på sigt... fordi vi med hans meningsløse, voldsomme og pludselige død, blev tydeligt bevidste om hvor meget Matts lys skinnede i vores liv, og hvor LIDT der skal til, for at sprede noget godt, som Matt gjorde... Hvis den bevidsthed kan huske os på, at sende et ekstra smil til dem vi møder på gaden, at kramme bare 3 sekunder længere hver gang, og tage ordentlig fat, som om vi mener det... hvis vi tager os tiden til at lytte, snakke, le, trøste... VÆRE... bare LIDT mere, med dem vi holder af... Så er puljen af godhed, kærlighed, ja... storhed (!) vokset med en uendelig mængde fordi Matt var her.

Hvis vi alle vokser bare 1 eller 2% mere i vores kærlighed til andre og til os selv, så har Matt sat så stort et fodspor, at det næsten bliver ubegribeligt for mig... og det tror jeg, han har.

Så hvad nu?

Hvad med mig? Tænker du måske... og det tænker jeg også selv. Jeg har ikke tænkt meget andet de sidste uger. Hvad kan jeg gøre, som skaber mening med en meningsløs død?

Matt bar sine inderste sorger på sin krop. Og arbejdede ihærdigt på at forløse det, der sad så hårdt fast inderst inde. Og han gjorde det godt, og man kunne se det på ham. Gennem dette år havde han tabt sig helt utrolig meget, var begyndt at gå lange ture hver dag, havde den ene gode oplevelse efter den anden, kærlighed, arbejde, familieforhold - alt gik hans vej, og det kunne ses på vægten og i smilet og mærkes i hans kram.

Så jeg har tænkt mig, at tage det med mig... Hvis Matt kunne, så kan jeg også! Tage mig kærligt af mig selv. Og det gælder både fysisk og følelsesmæssigt. Han kaldte det grinende sit "Project Half Size Matt"... nu må vi andre hjælpe ham i mål. Jeg vil i mål med mit eget vægttab, der helt sikkert også handler om stress, følelser og traumer. Og for hver en kilometer, jeg går og for hver en kage eller stykke slik jeg IKKE spiser, vil jeg tage Matt med mig i hjertet!

Vi skulle have gået en Camino sammen i sommers, den blev udskudt, og nu må han med som ukuelig pep-talker fra den anden side (som han for øvrigt ikke troede på).

Men det handler også om, at turde se ind i sig selv og turde være sig selv. Anerkende alle sine sider, alle de ting man både har gjort godt og skidt. Stole på, at man til enhver tid har gjort sit bedste, og derfor tilgive sig selv, det man ikke synes, var godt nok.

Vi er alle gode nok. I hvert fald langt størstedelen af os... Meget, meget få mennesker gør andre ondt med vilje. Meget få vågner hver morgen med intentionen om at skade og gøre ondt. Men mange vågner og HAR ondt. I sjælen, i hjertet, indeni. Og når man ikke beder om hjælp, når man ikke åbner op for det, der smerter, så kan det være en lang vej at gå alene. En til tider umulig vej.

Jeg har, lige som Matt, en stor vennekreds, mange skønne bekendte, kollegaer, venner, familie, og endnu flere jeg kun kender via sociale medier... Og det skal være noget, jeg tager med mig fra Matt: at være bedre til at lade dem hjælpe mig, når jeg har brug for det... og ikke kun mene, at jeg kan være der for dem.

Nogle mener, det er egoistisk, når man beder andre om hjælp, og selv siger fra og nej i perioder... men det er i grunden også lidt egoistisk, når man ikke giver andre lov til at være den, der hjælper dig. At give kærlighed i form af støtte, hjælp og nærvær er en utrolig dejlig følelse, og den gave skal vi give hinanden og samtidig vide, at vi IKKE er alene. Hvis vi rækker ud OG tør tage imod, så bliver kærligheden mangedoblet i dét øjeblik.

Matt øvede sig i det. Jeg vil øve mig videre.

Kære Matt

-på et kort ved din bisættelse, fra din tidligere arbejdsplads LEGO, stod der "Rest in play". Dét vil jeg gerne tilslutte mig... Dear friend, rest in play, in fun, in laughter, in love and forever in my heart <3 You will forver be a great inspiration!

Jeg elsker dig!