Nytårstanker 2022
- Rikkestasja
- 31. jan. 2022
- 3 min læsning
Sådan en dag her har jeg... Ja... jeg er faktisk stadigvæk i min seng... Og jeg elsker det. Den sidste dag i året skal man dælme sørge for at bruge, som man helst vil.
Jeg har et par gange i løbet af dagen været ramt af dårlig samvittighed over at jeg ikke er stået op, men hey - jeg må jo egentlig selv bestemme!
Så jeg har fået spagetti og kødsovs til morgenmad. Det havde jeg lige lyst til, så jeg varmede resterne fra i forgårs og spiste dem. + en pose slik og nogle figner.
Jeg har også drukket en liter vand... Så det er da en fin dag...
Og nu har jeg brugt lidt tid på at fundere lidt over året der gik, og året der skal komme.
Det gør jeg hvert år.
I år blev det lidt anderledes, men det er godt nok.
Højdepunktet i år var min camino del Norte og jul med min familie. Og da jeg sad og skrev ned, hvilke fokuspunkter jeg ville have for 2023 fandt jeg ud af, at det kunne opsummeres til én ting!
På sådan en lidt "Smart skal det være"-facon havde jeg skrevet overskrifterne Slow Living, Fun Living, Loving Living, Intuitive Living og Body-Loving Living.... Og det gik op for mig at det hele til sammen jo er CAMINO LIVING
Selvfølgelig.
Døden har også været tæt på i år, begge gange knyttet til camino-oplevelser. Jeg finder det svært at skrive om det her, fordi jeg gerne vil dele det på en respektfuld måde, men også fordi døden ikke er noget vi er vant til at snakke om, så jeg mangler ord, føler jeg.
Jeg mangler ord til at beskrive, hvor dybt i hjertet det har rørt mig at være vidne til den sorg, den styrke, den kærlighed, den afgrund, det lys.... den ubeskrivelighed det er at miste et barn. Og begge gange følte jeg mig - føler jeg mig stadig - så ydmyg og taknemmelig over at to stærke, smukke kvinder lukkede mig ind og gjorde mig klogere på både livet og døden og særligt kærligheden, midt i deres eget tab.
På mange måder sætter de to oplevelser måske en streg under, hvorfor mine overskrifter for 2023 alle kom til at hedde Living... For hvis døden skal give os en gave, så er det i hvert fald, at vi skal leve mens vi er her og sørge for at leve det liv, der giver os hver især mening og glæde.
Camino Living... Camino betyder "Vejen". At gå vejen, som den nu engang åbner sig for dig, at gå DIN vej... at mærke efter og vælge dét, der er rigtigt for dig. Det er Camino Living.
Så camino handler ikke kun om at tage til Spanien og gå langt (selvom det er fuldstændigt vidunderligt), det handler i høj grad om at LEVE, og om at tage sit eget liv alvorligt.
Så hvad så?
Tja... Jeg tror, at meningen med det her skriv egentlig mest er at skrive... Jeg savner det. At dele stort og småt. Uden at det har et særligt mål... andet end at det er for min egen skyld. Jeg havde lyst til at sætte punktum for 2022. Eller måske bare komma... For nu er 2023 på trapperne, og jeg glæder mig til meget mere... Langsomhed, sjov, kærlighed, nærhed, selvomsorg og intuition ved rorpinden!
Hvad med dig?
Comments