Livets kruseduller

Livet foregår sjældent som én lang lige linje. Vi har godt nok et mål for øje, og vi synes vi kan planlægge en vej, der fører os dertil. men når man kigger tilbage, eller når man står midt i det, føles livets vej mere som en stor krusedulle.

---

Jeg befinder mig i en af krusedullerne igen.

Og måske skal man bare finde fred med, at der er de her knuder på linjen gennem livet. Det betyder dog ikke, at de føles særlig sjove at være midt i. Faktisk synes jeg altid, at jeg tænker, at jeg godt kunne være foruden.

(Mine kruseduller føles for øvrigt meget mere sammenfiltrede end den på tegningen... det der ligner det lette liv...)

Jeg flyttede fra min hjemby gennem de sidste 25 år i februar i år for at bo sammen med min kæreste, den skønneste mand, i Aarhus.

Ny by, ny form for liv, endelig i ro med én, der både var til at stole på og som havde styr på sit eget liv og som var i stand til at se ind i sig selv og turde tale om ting, der gør ondt.

I november flyttede jeg ud igen. Ind i ny lille lejlighed, stadig i Aarhus, stadig med en stor kærlighed til den dejlige mand, men med sorgen over, at vi ikke kunne få det til at fungere.

Det er åbenbart nemmere for os at tale sammen om gamle ting, der har gjort ondt, end de udfordringer vi løb ind i sammen. De fælles sorger vi har oplevet i dette år, kan vi ikke dele. Og fejltrin, misforståelser og skeletter, vi stadig hver især kæmper med i skabene, spænder ben for os, når vi skiftevis prøver at passe på os selv og hinanden.

Hvordan man kommer videre herfra ved jeg ikke?

Kæmper man?

Giver man slip?

Bevarer man troen eller forlader sig på Universets "All is well"?

Jeg tror ikke, der er et svar. Jeg tror, det er forskelligt fra person til person. Og derfor er det også svært, når man nu er to, der skal få dét puslespil til at gå op. To mennesker, der måske har brug for at komme gennem det på hver sin måde, for at nå derhen, hvor de gerne vil... sammen?

Åh, de kruseduller... Det ville være skønt at kunne hæve sig så højt op over dem, at man kunne se, hvordan de i sidste ende formede det smukkeste billede af liv og kærlighed. Men det kan man ikke. Man må bare tro på, at det er sådan det er.

Min skønne mand. Min sjæleven, med hvem jeg har gået så langt med og for. Både fysisk og i overført betydning. Som har hjulpet mig så meget, støttet mig så meget, givet mig uendelig kærlighed, men også sorg og usikkerhed. Som man jo kan, netop når man elsker hinanden.

Jeg håber, de her kruseduller er af den slags, der giver os begge nye indsigter, større tålmodighed og et mere åbent sind, der i sidste ende leder til en stærkere kærlighed, både til hinanden men også til os selv.

Og det er nok i bund og grund dét, de der kruseduller går ud på... at vi hele tiden bliver bedre til at elske os selv, at finde den mageløse kerne inde i os selv, der gør det lettere og lettere at elske og blive elsket også af andre!

Jeg må sætte mig ned og se om jeg kan filtre noget af det ud...