Hvorfor dælan stoppede jeg?

"Rikke" stod der på væggen. Med skæve bogstaver. Og på spørgsmålet "Hvem har skrevet det?" svarede jeg fast: "Line!" Line var 2 år, jeg var 4 år. Lige siden har jeg skrevet.

Jeg har skrevet så meget gennem tiden. Det er mit outlet, min bedste måde at kommunikere på ud over at tale..... Måske endda på førstepladsen. Selvom jeg taler meget.

Jeg har skrevet noveller. Jeg har skrevet, når jeg har processet livet. Jeg har skrevet dagbog i alle mine ungdomsår, og har dem endnu. Sjov læsning. Jeg har skrevet lange stile, breve som er blevet sendt, breve, som aldrig blev sendt, breve til mig selv.

Jeg har skrevet bøger. Starten på bøger: Ravnemor, Penge- en kærlighedshistorie, Caminoen, livet og kærligheden. Og en børnebog om tankefeltterapi (Som du rent faktisk kan købe her!)

Og jeg har blogget. Skrevet til jer, der læste med - fremmede og ikke-fremmede, der fik del i min hverdag, mine nedture og rejsen op igen. Igen og igen.

Det værste du nogensinde kan miste - er dig selv

“Lige dér, da jeg så hende komme ud af døren, og så op på ham i vinduet, der vinkede... der åbnede himlen en direkte portal, som en strøm af lys og kærlighed, der strakte sig fra mit hoved og direkte ind i Universet”

Lige dér, i mit livs værste øjeblik, hvor en (endnu en) mand trak tæppet HELT væk under fødderne på mig, dér oplevede jeg en intens følelse af, hvor meget jeg var elsket og hvor meget jeg var værd. Sådan helt universelt. Og det var dælme godt, at 1000 lyssjæle og min egen inderste kernesjæl og universets kærlighedsforce trådte til lige dér, for ellers er jeg usikker på, om jeg nogensinde havde rejst mig igen. Men jeg blev stærk som aldrig før eller siden, og selvom der fulgte mange måneders efterspil, så kom jeg ud på den anden side som vinderen.

Men jeg mistede lysten til at skrive...

Hvis du nogensinde læste med på Umage Rikke, som min blog hed, så ved du, hvor meget jeg brugte den til at skrive mig ud af alt dét, der var svært. Både familie, kærester, svigt, sorg og alt muligt andet. Men jeg tror, at episoden her, hele forløbet med M, der svigtede mig voldsommere end nogen anden før, hans dobbeltliv med hele 4 kvinder, der intet anede, mine egne vilde valg og rollercoster-tur for at komme ud af det igen... alt det, åd min skrivelyst.

Jeg skrev mig gennem smerten

Jeg skrev og skrev. Lange breve til ham, til mig, til hende og hende og hende og til ham igen. På bloggen. Udgav, opgav, lagde op, tog ned. Skrev, skrev, skrev. Smerte, smerte, smerte. Og det føltes endeløst.

Til sidst havde jeg ikke mere i mig.

Jeg var tom. En skør følelse af, at være fyldt til halsen og være tom, så tom, samtidig.

Jeg kunne ikke skrive mere på bloggen. Der var ikke mere, der ville ud. Det føltes forkert at blive ved. Og hvordan vender man for øvrigt tilbage fra tilstanden af had, bitterhed og sorg og forsmåethed, der var sevet ud gennem hvert ord de sidste mange måneder?

Det var ikke noget valg. Det stoppede bare.

En gåtur, der ændrede alt

Og nu er det faktisk to år siden. Det må være lige her omkring, nærmest i disse dage, jeg fik kontakt med en, for mig fuldstændig ukendt, facebookven, som godt nok kom fra min hjemby, men jeg synes ikke, jeg kendte ham. Jeg mødte ham for første gang, sådan rigtigt, d. 12. maj i 2018, hvor vi på grund af en misforståelse tilbragte hele to dage sammen med at vandre og sove i shelter, som optakt til den Camino-tur jeg endelig havde bestilt billet til! Det var ham, der havde skubbet så meget til mig, at jeg til sidst gjorde det, og det var fedt! Så vi aftalte at mødes, gå træningstur, fejre og vel bare have to gode dage.

Det blev to virkelig gode dage. Det blev en tur på Caminoen med 400 km´s vandring, dybe samtaler, der helede mere end noget andet før det, og det blev til en kæreste, en Camino mere sommeren efter, og her sidder jeg nu mens solen går ned. I en hel anden by, i en hel anden lejlighed, i mit lille kontor med udsigt til terassen og de krukker vi har plantet i dag. I vores hjem. Med min Niels. Der er ikke en eneste celle i maven, som råber, at noget er forkert. Tværtimod. Der er helt ro, dernede, derinde i min toptunede alarmcentral.

Og skriveriet? Jamen, virker det ikke som om, der er et eller andet på færde? Hele verden er anderledes end normalt. Det bobler inden i mig i de her dage. Der er så meget, der gerne vil ud. Og tasterne trækker. Jeg tror sgu det er tilbage!!!!!